José Mourinho har planer om at hente Benficas Renato Sanches, der sammenlignes med legendariske Ronaldinho. En femtedel af hele Manchester Uniteds transferbudget skal dog spenderes, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at se ham på Old Trafford, skriver den engelske avis The Sun.
Der venter givetvis store forandringer på Old Trafford til sommer. Louis van Gaal ventes at blive fritstillet efter en rodet sæson, og til at erstatte hollænderen i managersædet står José Mourinho som den største bejler.
Den tidligere Chelsea-manager er – inden han overhovedet er sikker på at få jobbet – angiveligt begyndt at lægge transferplaner for Manchester United.
Den engelske avis The Sun erfarer, at portugiseren får stillet et transferbudget på knap 2,4 milliarder kroner stillet til rådighed, og en femtedel af de penge skal efter sigende bruges på 18-årige Renato Sanches – altså i underkanten af en kvart milliard kroner.
Midtbanespilleren, der har portugisisk pas, sammenlignes jævnligt med legendariske Ronaldinho og er kendt for sit gode drev med bolden, sit tekniske repertoire og imponerende sparketeknik.