Den tidligere Newcastle-angriber og Premier League-profil, Demba Ba, fortsætter med at overbevise kritikerne om, at en transfer til Kina ikke markerer slutningen på hans karriere.
Demba Ba, der også tidligere har optrådt for Chelsea, drog til Kina i 2015. Dengang mente mange, at hans karriere blev lagt i graven, fordi han rykkede til den kinesiske Super League. Demba Ba ligner dog ingenlunde en spiller, hvis karriere er blevet lagt i graven. Faktisk har han gang i en god stime, der blev udbygget i dag, hos de pengestærke kinesere.
30-årige Demba Ba rykkede som sagt til Kina i juni 2015, hvor han sluttede sig til Shanghai Shenhua, der i dag mødte Shijiazhuang Ever Bright. Shanghai Shenhua var forud for kampen ubesejrede, hvorfor de også var favoritter på forhånd. Det startede også godt for favoritterne og i særdeleshed Demba Ba, som efter fem minutters spil bragte Shanghai Shenhua foran.
1-0 blev til 2-0 inden kampens dommer fløjtede til halvleg. Demba Ba havde scoret begge mål i kampen og havde endda brændt et straffespark efter en halv times spil. I anden halvleg formåede Shijiazhuang Ever Bright at reducere til 2-1, hvorefter Demba Ba fuldbyrdede sit hat-trick og scorede til kampens resultat 3-1.
Shanghai Shenhua er dermed fortsat ubesejrede i denne sæson af den kinesiske Super League, hvor tredje spillerunde, bortset fra en enkelt kamp, nu er veloverstået. Shanghai Shenhua indtager en øjeblikkelig femteplads. Shanghai Shenhua er godt nok ubesejret, men to uafgjorte kampe inden dagens kamp har forhindret klubben i at være helt i top.