En tredjedel af den igangværende sæson af Bundesligaen er nu overstået. Vi vil her forsøge at stille skarpt på, hvordan de første 100 dage af Bundesligaen er gået for de forsvarende mestre fra Bayern München.
Den nuværende førsteplads i Bundesligaen FC Bayern München har sat kursen mod det fjerde mesterskab i træk. Det ville være ny rekord.
Historien indtil videre:
Da sidste sæson af Bundesligaen sluttede, var det med Bayern München på toppen af tabellen. Bayern München blev endda udråbt til mestre lang tid før den egentlige sæson var slut. Forspringet ned til Wolfsburg på andenpladsen var simpelthen for stort. Da ligaen sluttede var forspringet på 10 point. Derfor er det ikke specielt overraskende, at sidste års mestre endnu engang har sat sig tungt på førstepladsen.
Bayern München har smadret rekorder på stribe denne sæson. Den sejr klubben fik over Hamburger SV i første spillerunde var den største sejr nogensinde i en første spillerunde. Bayern rundede 1000 sejre i Bundesligaen da de slog FC Köln i 12. spillerunde. Desuden har intet andet Bundesliga-mandskab stået med 34 point af 16 mulige efter en tredjedel af sæsonen.
Den bedste spiller:
Bayern Münchens imponerende start på sæsonen skyldes delvist angriberen Robert Lewandowskis udfoldelser foran mål. Han har scoret 14 mål i sæsonens første 12 kampe, hvilket vil sige, at han har stået for over en tredjedel af klubbens samlede målscore. De fleste vil nok også huske de fem mål, Lewandowski formåede at score i løbet af en periode på ni minutter mod Wolfsburg i 6. spillerunde.
Mest bemærkelsesværdige citat:
– Han kunne have scoret syv mål i aften. Det må vi være kritiske overfor og huske ham på de chancer han brændte. Det er uacceptabelt, udtalte Philipp Lahm efter Lewandowskis skelsættende fem mål imod Wolfsburg.
Den bedste nyerhvervelse:
Siden han blev hentet i Shakhtar Donetsk, som en potentiel, langsigtet erstatning for Franck Ribery og Arjen Robben, har den brasilianske landsholdsspiller Douglas Costa for alvor slået sit navn fast i Bayern-trøjen. Den lynhurtige og tekniske 25-årige spiller har absolut lavet flere assists end nogen anden Bundesliga-spiller denne sæson. Han har tilmed formået at score to mål selv.