AGFs midtbanespiller Daniel A. Pedersen er ikke tilfreds med den pointhøst, klubben indtil videre har fået i Superligaen.
AGF har indtil videre i denne sæson skrabet 13 point til sig i Superligaen efter 11 kampe. Det er ifølge midtbanespilleren Daniel A. Pedersen ikke godt nok.
Tre af pointene er endda en skrivebordssejr imod Hobro.
– Vi er ikke tilfredse med pointhøsten. Det har været lidt op og ned, hvor vi startede rigtig godt og fik mange point, og nu er vi så røget ind i en form for pointmæssig krise, siger midtbanespilleren til bold.dk og fortsætter:
– Det er en stilling, som vi godt kan leve med. Vi har et stykke ned til Hobro, og så har vi fem-seks point op til tredjepladsen. Det viser, hvor tæt Superligaen er, og det vil den sikkert være hele sæsonen. Derfor tror jeg ikke, at man skal se alt for meget på stillingen.
– Det vigtigste er at vise kontinuitet, så man får de point, der skal til, og så undgå at blive fedtet ind i nedrykningsdramaet. Men hvis vi ligger på niendepladsen til sommer, så er det vel okay, siger spilleren.
AGF tager i morgen søndag imod FC Nordsjælland, hvor man gerne vil revanchere 2-0-nederlaget for tre uger siden.