Ancelotti nægter fortsat at have været i kontakt med Liverpool: Bakker op...

Ancelotti nægter fortsat at have været i kontakt med Liverpool: Bakker op om ny manager

726
0
DEL

Carlo Ancelotti afviser fortsat at have været i kontakt med Liverpool om det managersæde, der blev ledigt i oktober måned, men den populære italiener bakker op om Jürgen Klopp.

Da kultfiguren Jürgen Klopp blev præsenteret i Liverpool som ny manager, så fodboldverden begejstret til, men hurtigt dukkede historien op om, at tyskeren ikke var Merseyside-klubbens førsteprioritet.

I stedet skulle den tredobbelte Champions League-mester Carlo Ancelotti have været Liverpool-ledelsens topprioritet, men italieneren med det imponerende cv afviser, at han eller nogle af hans repræsentanter skulle have været i dialog med klubben om en aftale.

Italieneren er dog, som han i øvrigt har udtalt i flere omgange, opsat på at gøre comeback i Premier League.

– Jeg ville gerne tilbage for at arbejde i England igen. Jeg elsker fodbolden derovre, og jeg har stadig et hus i London, og jeg ville kunne lide at komme til en konkurrencedygtig klub i England og i Europa, forklarer Ancelotti ifølge Liverpool Echo.

– Jeg snakkede ikke med dem (Liverpool-ledelsen, red.). Hvis jeg snakker med dem, kan jeg sige ‘ja’ eller ‘nej’, men nej, jeg snakkede ikke med dem, understreger italieneren, der i øvrigt også afviser, at hans repræsentanter skulle have haft samtaler med Liverpool.

Carlo Ancelotti er ikke bleg for at rose Liverpool-mandskabet, som han anser for ung og talentfuld.

– Jeg synes, Liverpool har et godt hold. De har nogle dygtige unge spillere, såsom Coutinho, Firmino og Benteke. Hvis de finder en erfaren spiller som Gerrard eller Carragher, som kan være rollemodel for truppen, tror jeg på, at de kan kæmpe med, fortæller Ancelotti.

Også trænerkollegaen Jürgen Klopp får store roser med på vejen.

– De gjorde det rigtige ved at ansætte Klopp. Han er en dygtig manager. Med de bedste managere ser man deres identitet i holdet. Klopps Dortmund-hold havde en meget stærk identitet, slutter italieneren.

 

INGEN KOMMENTARER