Arsenal er blevet idømt en bøde på 60.000 pund samt fået en løftet pegefinger af FA, efter at klubben ikke har undersøgt, hvorvidt en af Calum Chambers’ agenter var berettiget til at sidde ved bordet, da der skulle forhandles. Den ansvarlige agent er også selv blevet pålagt en bøde.
26. juli 2014 købte Arsenal unge Calum Chambers fri af sin kontrakt med talentfabrikken Southampton for en overgangssum på omkring 16 millioner pund, men nu viser det sig, at handlen havde nogle ekstra omkostninger, som kommer som en bøde.
Arsenal skal betale 60.000 pund som straf for, at klubben ikke havde undersøgt, hvorvidt Philip Ercolano, der sad med ved forhandlingsbordet, var bemyndiget til at varetage forhandlingerne.
Chambers’ primære agent Alan Middleton, som var den eneste med agentlicens, er blevet pålagt at skulle betale 30.000 pund grundet den manglende juridiske tilladelse til Philip Ercolano.
Det engelske fodboldforbund FA anerkender dog det faktum, at hverken Arsenal eller Alan Middleton havde til hensigt at vildlede nogen i forhandlingerne, og at det ganske enkelt blot var en procedurefejl fra begge parters side, der gjorde, at Philip Ercolano var inde over forhandlingerne uden den forpligtede licens.