Thomas Kahlenberg og Viktor Fischer må tage plads på tribunen, når Danmark i aften tager imod Sverige i Telia Parken.
Efter mindre gode præstationer i 1-2 nederlaget i lørdags mod Sverige, har landstræner Morten Olsen valgt at sende de to spillere helt ud af truppen før returopgøret. Det fremgår af UEFA’s hjemmeside, hvor den 23-mand store trup er indskrevet.
Læs også: Avis: Ændringer i Danmarks startopstilling mod Sverige
De to spillere var i startopstillingen i lørdagens kamp i Stockholm, men da ingen af de to formåede at leve op til forventningerne blev de begge udskiftet efter 54 minutter.
Ind kom Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen, hvilket gav mere fart og dynamik på det danske hold. Det har Morten Olsen tilsyneladende taget konsekvensen af frem mod aftenens skæbnekamp.
Thomas Kahlenberg har spillet 47 landskampe, mens Victor Fischer står noteret for 8 optrædener.
I den svenske lejr har Erik Hamrén fået Martin Olsson klar, hvilket gør at Abdulla Khalili er ude af truppen.
Kampen mellem Danmark og Sverige begynder klokken 20.45 i Telia Parken.