Cavanis far: Min søn skal til en af disse klubber

Cavanis far: Min søn skal til en af disse klubber

1162
0
DEL

Edinson Cavanis far understreger, at uruguayaneren er utilfreds med sin nuværende rolle hos Paris Saint-Germain, og han ser gerne sin søn skifte til enten Real Madrid, Manchester United eller FC Barcelona. Disse klubber kan nemlig vinde Champions League modsat PSG, lyder det fra faderen.

Det er ingen hemmelighed, at Edinson Cavani ikke har formået at leve op til de skyhøje forventninger, der var til ham, da han blev hentet til Paris i sommeren 2013 for en overgangssum på 64 millioner euro.

Årsagen til udeblivelsen af det endelige gennembrud i den franske hovedstadsklub skyldes uruguayerens uvante position på kanten. Det mener angriberens far, Luis, ihvertfald. Han ser derfor gerne sin søn i en af de bedste europæiske klubber, hvor han kan få lov til at udfolde sit talent.

– Jeg vil gerne have, at han vinder Champions League, men han bliver nødt til at spille for et af de få hold, der kan det. Man bliver nødt til at tage til Barcelona, Real Madrid eller Manchester United, der investerer for at blive europæiske mestre, fortalte faderen i et interview med det israelske medie Station 5, hvor han også fik sendt en stikpille afsted mod sin søns nuværende arbejdsgiver.

– PSG kan vinde titler i Frankrig. De er hverken hurtige eller livlige nok. De er et langsomt hold. Når de spiller i Champions League, kan du se problemerne. De kommer til at vinde alt i Frankrig, men du bliver nødt til at indse, at det vil blive meget svært at vinde Champions League.

Selvom Luis Cavani afslører, at PSG-præsident, Nasser Al-Khelaifi, har sagt, at de er meget glade for den tidligere Napoli-angriber, så vil faderen ikke udelukke et skifte, hvis der ikke snart kommer andre boller på suppen.

– Jeg kan godt forestille mig Edi (Edinson Cavani, red.) i en anden klub. Han er ung, der er mange rygter og nogle gange fører det til noget.

– Jeg synes, at han kan spille for en hvilken som helst klub i verden. Han kan være vigtig for ethvert hold. Mange trænere snakker om ham og siger, “Vi har brug for en angriber som Cavani”.

Cavani kan måske se frem til mere spilletid efter, at han scorede sejrsmålet mod Chelsea i tirsdagens Champions League-brag. Det virker dog meget usandsynligt, at det bliver på bekostning af Zlatan Ibrahimovic, der i øjeblikket okkuperer Cavanis favoritposition som central angriber.

INGEN KOMMENTARER