Det dansk-spanske stortalent Gonzalo Jørgensen har forlænget sin aftale med Atlético Madrid frem til sommeren 2017.
Gonzalo Jørgensen, der både har dansk og spansk blod flydende i årerne, har sat sine kragetæer på en et stykke papir, der sikrer, at Atlético Madrid kan holde på den unge guldfugl lidt endnu.
Således bekræftes det, at aftalen er forlænget frem til sommeren 2017. Egentlig ville klubben have givet Gonzalo Jørgensen en længere kontrakt, men den 17-åriges repræsentanter havde gjort sig nogle særlige overvejelser i forbindelse med det og altså sikret, at klubben kun havde papir på knægten to år frem.
– Klubben ville gerne have forlænget endnu længere, men Gonzalos agent mente, at det var bedst ikke at binde sig længere end til og med U19-tiden, så han er fri, når han bliver seniorspiller, for så må vi se, hvor han står på det tidspunkt, siger Gonzalos far Thomas Jørgensen til TV3 Sport.
Gonzalo Jørgensen slår til dagligt sine folder på klubbens ungdomshold og gør sig primært på venstrebackpositionen.