Den danske topdommer Kenn Hansen stopper karrieren til nytår, efter at det blev klart, at han ikke var budt velkommen i DBU’s deltidssetup.
DBU udpegede i sommer to danske dommere til det deltidssetup, som unionen har udviklet for at give dommerne mere tid til at udvikle sig i dagligdagen, men Kenn Hansen var ikke en af de heldige, og derfor har han nu valgt at stoppe karrieren, da dagligdagen ikke hænger sammen længere for den anerkendte Superliga-dommer.
– Alle de topdommere, jeg har konkurreret med i udlandet, er mere eller mindre fuldtidsdommere, så jeg vil være konstant bagud som amatør i det danske setup. At jeg måtte melde afbud til U17-VM i Chile på grund af arbejde, siger jo det hele, siger Kenn Hansen til BT.
– Jeg er med i bruttotruppen til næste VM, og jeg er lige kommet med i Champions League-dommergruppen, men det har været opslidende i det sidste halve år at være topdommer i et amatør-setup. Man kan ironisk nok sige at kun ved at stoppe, kan jeg føle mig som ’en del af noget større’ (DBU’s slogan, red.), slutter Kenn Hansen.
Kenn Hansen afslørede samtidig overfor avisen, at han var fortsat dommerkarrieren, hvis DBU havde tilbudt ham deltidssetuppet.