Fire danske fodboldprofiler, herunder Frank Arnesen og Kasper Hjulmand, ønsker særinteresserne i dansk fodbold fjernet, så man i stedet kan arbejde hen i mod et fælles mål.
I weekenden er der seminar i DBU’s bestyrelse, og her har flere danske eliteklubber forberedt et oplæg om, at løsrive sig fra DBU og lave individuelle aftaler med andre interessenter, herunder tv-aftaler, hvilket ikke falder i god jord hos DBU.
Det er langt fra første gang at klubberne, DBU eller spillerforeningen, er i strid med hinanden. Det ender med at gå ud over det sportslige, og det vil slå Danmark tilbage, i forhold til de nationer vi vil konkurrere med på klub-plan, såvel som på landsholdet.
Det mener fire af Danmarks markante fodbold-profiler i hvert fald. Frank Arnesen (sportsdirektør i PAOK), Kasper Hjulmand (Tidligere træner i Mainz og FCN), Casper Stylsig (Global Sponsorship Director i Manchester United) og Keld Bordinggaard (tidligere træner for U-21 landsholdet og Silkeborg IF), er alle fire gået sammen om, at skrive en kronik i avisen Jyllands-posten, hvor de revser det der foregår i dansk fodbold lige nu, og opfordrer til et fælles samarbejde, i stedet for at skabe interne stridigheder.
I følge de fire profiler ser de forskellige parter ind ad, og ønsker blot at pleje deres egne interessenter.
– Sammenhængskraften krakelerer, og det truer dansk fodbolds muligheder for at forløse ambitiøse sportslige, økonomiske og kommercielle potentialer. De vigtigste interessenter har tilsyneladende glemt, hvad der er deres eksistensberettigelse: at beskytte, styrke og udvikle dansk fodbold som ét sammenhængende system, står der blandt andet i indlægget.
De fire herre gør opmærksom på, at man med fordel kan se mod Tyskland, Schweiz og Belgien, hvor det er lykkedes at skabe gode resultater i Europa på grund af et stærkt fælles samarbejde, mellem de forskellige fodboldinstanser der er i landende. De kommer med eksempler på, hvordan hvert af de nævnte lande har gjort en forskel for fodbolden, og styrket denne, ved at alle instanser har arbejdet tæt sammen, og har tilsidesat egne behov, og ønsker.
Omvendt gør de fire profiler også opmærksom på det ultimative skræmmebillede, der hedder England. Her har klubberne ikke succes i Europa, landsholdet præsterer ikke, og der er splid mellem topklubberne og fodboldforeningen, da klubberne kan aftale deres egne lukrative tv-aftaler.
– England er det gode eksempel på det modsatte. Eksorbitante tv-aftaler tillader klubberne at gå enegang. Men på trods af overlegne økonomiske ressourcer har Premier League-klubberne paradoksalt nok aldrig klaret sig dårligere i Europa og risikerer at miste den fjerde Champions League-plads. Unge engelske spillere får meget lidt spilletid, og det engelske landshold underpræsterer konsekvent ved slutrunder. Kerneproduktet, fodbolden, lider
Frank Arnesen, Kasper Hjulmand, Casper Stylsig og Keld Bordinggaard, gør afslutningsvis rede for, at et samarbejde er nødt til at komme på tale, ellers bliver Danmark som fodboldnation sat langt tilbage af de nationer, vi spejler os i, og måler os med.
– Vores argumentation burde være gået op for de fleste nu. Opsplitning og usammenhængende siloudvikling af dansk fodbold er en vildfarelse. Hvis nogen tror, at dansk fodbold kan udvikle konkurrenceevnen i et stadigt mere kompetitivt Fodboldeuropa uden at udvikle fodbolden først, uden at samarbejde som en enhed og uden strategisk sammenhæng, savner det dokumentation, skriver de afslutningsvis i kronikken.
