Eks-stjernes agent om Milan-comeback: Vi må vente til januar

Eks-stjernes agent om Milan-comeback: Vi må vente til januar

691
0
DEL

Publikumsfavoritten Kevin Prince Boatengs agent afslører, at hans klient er opsat på at få comeback i Milan-trøjen, men at de må vente til januar for at få klarhed over muligheden for dette. 

I 2013 skiftede Kevin Prince Boateng Serie A og AC Milan ud med Bundesligaen og Schalke 04. Sidenhen har den flamboyante midtbanespiller dog raget sig uklar med den tyske traditionklub, som tilbage i maj måned i år kostede ham en midlertidig suspendering.

Fremtiden for Boateng ligger efter alt at dømme ikke i Gelschenkirchen, men til gengæld rykker et comeback på San Siro tættere og tættere på.

Boateng har i en periode trænet med Milan-truppen, og ambitionen er da også at trække trøjen over hovedet igen, afslører agenten, der dog understreger, at der først kommer klarhed over en eventuel aftale i januar måned.

– Vi har ikke snakket om sandsynligheden for at skrive under med Milan på dette tidspunkt. Galliani (sportsdirektøren i AC Milan, red.) og Mihajlovic (cheftræneren i AC Milan, red.) gav os muligheden (for prøvetræning, red.), og vi er taknemmelige, forklarer Edoardo Crnjar, som er agent for Boateng.

– Vi beslutter, hvad vi gør, til januar. Lige nu er der intet nyt. Ønsker han at komme tilbage og spille for Milan? Ja, Boateng har uden tvivl viljen, men det er for tidligt at sige noget endnu. Vi må vente og se, hvad der sker, til januar, uddyber agenten.

28-årige Kevin Prince Boateng spillede i AC Milan fra 2010-2013.

INGEN KOMMENTARER