Jess Thorup frygter ikke et eventuelt salg af forsvarsduoen bestående af Erik Sviatchenko og Kian Hansen, men FC Midtjylland-cheftræneren erkender, at han forstår, at flere klubber har dem i kikkerten.
Erik Sviatchenko og Kian Hansen har udgjort et bundsolidt midterforsvar hos de forsvarende mestre fra Herning i denne sæson.
Ikke underligt har det vakt opsigt i det store udland, og forsvarsduoens cheftræner Jess Thorup erkender da også, at han forstår interessen for dem, men han understreger i samme ombæring, at han ikke frygter for et salg.
– Jeg frygter ikke noget, for gør jeg det, kan jeg ikke lave andet. Men igen spiller de helt fantastisk. Erik får scoret et mål, og Kian er fremragende i duellerne. De har et fantastisk samarbejde og giver meget til holdet. Det er ikke kun dem, men også dem omkring. Men det er klart, at der må være mange øjne rettet mod de to, siger Jess Thorup til BT.
Erik Sviatchenko var en særdeles ombejlet herre gennem det overståede transfervindue i sommer, og meldingerne gik også på det tidspunkt på, at han var tæt på et skifte til Premier League, hvor Norwich stod klar til at hente den danske landsholdsspiller.
Kian Hansen blev først hentet til Midtjylland i sommer fra franske Nantes, men med den påståede interesse i ham fra flere europæiske klubber kan skiftet til de danske mestre blot have været en hurtig mellemstation inden et nyt spring til det store udland.