Fem ting, vi lærte af Manchester United – Liverpool

Fem ting, vi lærte af Manchester United – Liverpool

1293
0
DEL

Sambabold.dk stiller skarpt på Europa League-returopgøret mellem Manchester United og Liverpool. Her er fem ting, vi lærte af kampen på Old Trafford.

Torsdag aften sikrede Liverpool sig videre avancement i Europa League efter en samlet 3-1-sejr over ærkerivalerne fra Manchester United.

Vi stiller nu skarpt på, hvad vi lærte af returopgøret, som endte 1-1 på det, der tidligere var kendt som et uindtageligt fort, men som i dag kun kan gå under betegnelsen Old Trafford, med fem ting, vi lærte.

1) David de Gea er med afstand Manchester Uniteds vigtigste og bedste spiller

Ethvert storhold har brug for en dygtig målmand. Manchester United, som i skrivende stund ikke er ret meget mere end ordinære på de fleste positioner på banen, har en keeper, der er langt bedre end sine holdkammerater.

Sæsonen kunne have gået rivravruskende galt for De Røde Djævle, hvis det ikke havde været for den spanske målvogter. Hvor mange gange David de Gea ikke har reddet kastanjerne ud af ilden for Manchester United er ikke et regnestykke, jeg vil begive mig ud i nu, og i går aftes leverede han atter redninger i ren og skær verdensklasse. Pointreddende er i hvert fald ikke et adjektiv for meget at sætte på ham.

(Artiklen fortsætter under billedet)

United goalkeeper David De Gea reacts during the Europa League round of 16, second leg, soccer match between Manchester United and Liverpool at Old Trafford Stadium in Manchester, England, Thursday March 17, 2016. (AP Photo/Jon Super)

Spanieren underskrev ganske vist en femårig aftale med Manchester United efter sommerens store transfersaga, men i kontrakten skulle en frikøbsklausul efter sigende indgå, og det må David de Gea prise sig lykkelig for, for Old Trafford byder næppe på Champions League-fodbold i næste sæson.

2) Mamadou Sakho er en leder på Liverpools hold

Den franske midtstopper er ikke bedste venner med bolden, og adskillige gange i sin Liverpool-tid har hans fejl og klodsethed kostet mål i den forkerte ende, men som han spillede torsdag aften på Old Trafford, viste han prøvelser på den klassespiller, som trods alt er gemt i ham.

Sakho bliver næppe den næste Franz Beckenbauer, men at dirigere, at tackle og at heade er discipliner, som han ofte er ganske hæderlig i.

Der var god vokal på Old Trafford fra Sakho, der går forrest for sit hold. Det er ikke uden grund, at han flere gange har været udstyret med anførerbindet for The Reds, og med tilkomsten af Joel Matip til sommer kan Liverpool-fansene måske snart sigte efter defensiv stabilitet.

3) Klopps gegenpressing-system virkede efter hensigten

Jürgen Klopp er kendt for at ville overfalde modstanderen med et hæsblæsende helbanepres, men implementeringen af systemet har været længe undervejs i Liverpool, og Merseyside-klubben halter fortsat mod mindre hold, hvor de er tvunget til at skulle skabe kampene nedefra med boldbesiddelse.

Kampene mod Manchester United virkede dog fuldkommen efter hensigten. Liverpool-spillerne stressede Manchester United, og i gårsdagens returkamp på Old Trafford kunne de sagtens håndtere et mere aggressivt United-mandskab. De formåede at slå til i de rigtige situationer og kom frem til langt flere chancer end modstanderen.

(Artiklen fortsætter under billedet) 

Liverpool manager Juergen Klopp looks on before the Europa League round of 16, second leg, soccer match between Manchester United and Liverpool at Old Trafford Stadium in Manchester, England, Thursday March 17, 2016. (AP Photo/Jon Super)

Det er faktisk ikke noget nyt, at Klopp overmatcher Louis van Gaal taktisk. Tilbage i januar måned tabte man ganske vist 0-1 i North-West-Derbyet, men Liverpool var langt bedre i samtlige facetter. Denne gang kunne man dog over to omgange også vise klasseforskel i felterne, og netop dét ligger til grund for deres klokkeklare og fortjente – hvis man da ellers kan tale om det i fodbold – avancement i Europa League.

4) Louis van Gaals manglende vilje til at ville satse

Efter en svær start, hvor Liverpool havde god kontrol over sagerne på Old Trafford, satte Manchester United pludselig i gear og leverede den offensive form for fodbold, som tilhængerne har skreget efter hele sæsonen.

Men Philippe Coutinhos pludselige mål kort før pausen var som en våd klud i ansigtet på Manchester United-spillerne – og tilsyneladende også for Louis van Gaal, der må siges at have givet op ved pausetid.

Manchester United vidste, at de skulle ud og vinde med tre, men hollænderen valgte alligevel at bytte to backs for to backs og en midtbanespiller for en midtbanespiller, mens Memphis Depay sad og kiggede med fra bænken.

Louis van Gaal sad formentlig allerede i pausen og spekulerede frem mod weekendens lokalderby mod Mancheser United, fordi han allerede havde opgivet.

En opgivelse og et manglende håb, som i mere eller mindre hele sæsonen har præget et tynget Manchester United-hold.

5) Sturridge ligner ikke en mand, der dedikerer sig til Klopps projekt

Der er ingen som helst tvivl om, at en Daniel Sturridge i det rette spillehumør er en af solsystemets bedste angribere, men skader og attitudeproblemer synes at stå i vejen for englænderens målform.

Sturridge lignede en, der var godt og grundigt træt af det hele, da Jürgen Klopp tog ham ud efter 70 minutters spil, hvor han ikke havde gjort meget væsen af sig.

Teknisk er han en af de mest begavede fodboldspillere i Premier League, men hans lave arbejdsradius og ugidelighed flugter bare ikke med Jürgen Klopps Liverpool-projekt, hvor fællesskab, dedikation og hårdt arbejde står øverst på dagsordenen.

Det er langt fra sikkert, at Daniel Sturridge spiller på Anfield efter sæsonen.

Liverpool’s Daniel Sturridge gestures during the Europa League round of 16, first leg, soccer match between Liverpool and Manchester United at Anfield Stadium, Liverpool, England, Thursday March 10, 2016. (AP Photo/Jon Super)

INGEN KOMMENTARER