Frank før dagens krig: Han er FCKs bedste spiller

Frank før dagens krig: Han er FCKs bedste spiller

913
0
DEL

I dag støder Brøndby og FC København som bekendt sammen i et brag af et derby. Umiddelbart før kampen har Thomas Frank peget på, hvem han helst ville have på sit hold fra rivalerne. 

Brøndby og FC København tørner senere i dag sammen på Brøndby Stadion, og traditionen tro bliver det en krig i alle 90 minutter.

Ekstra Bladet har før opgøret mødt Thomas Frank og stillet ham et par spørgsmål omkring modstanderen fra FCK:

Hvad er det bedste, du kan sige om FC København?

–  Ligesom Brøndby var lokomotivet i dansk fodbold, har FCK været det de seneste ti år. Vi har brug for et lokomotiv og det har de gjort flot og godt.

Hvem fra FCK vil du helst have på dit hold?

– Det er der slet ingen tvivl om. Helt afgjort Nicolai Jørgensen. Han er den største individualist på dagen, der kan afgøre kampene, fastslår Thomas Frank i rosende vendinger.

Hvad er det, FC København gør godt?

– Lige nu ser man det udtryk, man kender under Ståle: De kan holde et fysisk tryk med fysisk stærke spillere. Men de har også spillere på den sidste tredjedel, hvor de har individualister, der kan afgøre kampene. Når jeg ser generelt på det, har de været stærke til at være kontinuerligt på toppen. Men de har også været gode til at finde nye spillere til at tage over efter de gamle.

Hvad er dit indtryk af Ståle Solbakken som menneske og træner?

– Der er ingen tvivl om, han er en af de trænere i Norden, der har skabt de største resultater de senere år. Enestående resultater i Europa. Han har opbygget en kultur og en identitet i klubben. Som menneske har jeg indtryk af en person, der har sine klare værdier på plads. Et familiemenneske, der drager omsorg for andre.

Hvad betyder de her derby-opgør for dig?

– For mig er det et privilegium at få lov at være en del af de her kampe. Specielt når man ved, at de her kampe betyder meget for rigtig mange mennesker.

Hvem bliver Brøndbys største trussel de næste fem år?

– FCK og FCM. Det er dem med den stærkeste økonomi. Men Randers, OB, AaB og en sovende kæmpe som AGF har potentialet. De kan sagtens true os, hvis ikke vi tager de rigtige skridt. Om fem år kan der være byttet rundt på tingene, siger Thomas Frank til slut.

Således fik Brøndby-træneren rost FC København før braget senere i dag.

INGEN KOMMENTARER