Forsvarskrumtappen Anders Egholm fortæller, at han efter alt at dømme må en tur under kniven for at få bugt med en ankelskade, der har plaget ham siden august, og han overvejer nu at spille på smertestillende resten af efteråret.
Anders Egholm har ikke været i aktion for sensationen fra Hobro siden august måned grundet en skade i anklen.
Flere gange har den rutinerede midtstopper været meldt på vej tilbage, men skaden bliver ved med at drille, og det koster nu formentlig en operation.
– Det har hele tiden været et skridt frem og et par stykker tilbage. Som det ser ud nu, skal jeg højst sandsynligt have foretaget et indgreb, hvor jeg skal have cuttet den sene, som giver problemer, fortæller Egholm til bold.dk.
– Indgrebet i sig selv er heldigvis simpelt nok og burde kun holde mig ude i en måneds tid. Men vi prøver en anderledes behandling i håb om, at jeg kan være tilbage til de sidste tre kampe. Og så ville vi få lavet indgrebet i december, uddyber han.
Indebærer den anderledes behandling, som du nævner, at du skal spille på smertestillende?
– Ja, det kunne sagtens være, at jeg skal det for at være klar. Hvis det gør, at jeg kan spille, så vil jeg gerne det. Vi ved, hvad problemet er, og det kan som sådan ikke blive værre, og så skal det nok blive fint, når vi får lavet det ingreb, siger Egholm og fortsætter:
– Men spørgsmålet er, om det kan tage smerterne. Det må vi tage stilling til, når vi nærmer os kampdagene.
32-årige Anders Egholm kom til Hobro fra Randers i 2013.