Det har ikke været de regerende italienske mestres sæson i år, det hersker der vist ingen tvivl om. Ligesom Chelsea har haft det svært i England, har Juventus det også svært i Italien. Alligevel ser Patrice Evra stadig mesterskabet som en mulighed.
I sidste sæson vandt de suverænt det italienske mesterskab. I år har billedet været et noget anderledes af slagsen for “den gamle dame.” Alligevel mener Patrice Evra, at man skal respektere trøjen og stadig tro på, at det kan lade sig gøre at genvinde titlen.
– Jeg er vred. Når du spiller for det her hold, skal du altid tro på, at du kan vinde titlen hvert år. Det her er bestemt ikke det rigtige øjeblik at snakke om det.
– Men hver morgen når jeg vågner op, siger jeg til mig selv, at jeg kan være heldig at løfte Scudettoen for femte gang i træk, siger han ifølge Juventus’ hjemmeside og fortsætter:
– Som det ser ud nu, smider vi i stedet denne her mulighed væk for at skrive historie. Et budskab til mine holdkammerater? Lad os respektere den her trøje. Det gjorde vi ikke i første halvleg mod Sassuolo.
Med gårsdagens nederlag er Juventus blot placeret på en 12. plads i Serie A efter de første ti spillerunder, og det er hele 11 point færre end topholdet fra AS Roma.