Den tidligere landsholdsspiller, Jacob Laursen, har i den seneste tid været ude i noget af et stormvejr. Først blev han beskyldt for at have snydt op til flere fodboldspillere for penge, og senest har rygterne gået på, at han var pist forsvundet. Nu svarer den nuværende agent igen på rygterne.
Jacob Laursen er et navn, der nærmest ikke er gået en fodboldfans næse forbi i den forgangne uge. Det skyldes, at det er kommet frem, at den tidligere landsholdsspiller har tabt en sag i retten, hvor han eftersigende er blevet dømt til at skulle betale 1,3 millioner kroner til den norske fodboldspiller, Jan Gunnar Solli. Hovedpersonen selv har dog intet til overs for alle rygterne, og nu svarer han igen i et åbent brev.
– Først og fremmest: Er jeg forsvundet? Nej. Den ene dag skriver en avis, at jeg er forsvundet, eftersøgt og flygtet – og den næste dag skiver en anden avis, at nu har de fundet mig. Jeg har hverken været forsvundet eller er blevet fundet. Jeg er jo lige her, hvor jeg hele tiden har været. Hjemme hos min familie. På min folkeregisteradresse i Vejle, skriver Jacob Laursen i sit åbne brev til Tribunen.
– Jeg er ikke dømt til andet end at betale nogle penge til en anden person i en civil sag, hvor vi var uenige, forklarer Laursen.
Jacob Laursen forklarede samtidig i brevet, at han ikke er enig i den dom, der er faldet over ham. Det er kun den nærmest fremtid, der kan vise, hvorvidt danskeren taler sandt eller ej.