Den tyske Liverpool-træner ser frem til at arbejde med en fit Roberto Firmino, der lige så stille er ved at spille sig tilbage i form efter sin rygskade.
Firmino kostede Liverpool i omegnen af 300 millioner kroner, da han blev købt fra Hoffenheim før denne sæson, men den 24-årige brasilianer mangler endnu at komme på tavlen for `The Reds´.
En rygskade i Capital One Cuppen i sidste måned har kostet en del tid på sidelinjen, men Klopp ved præcis hvad Firmino er i stand til, efter at have fulgt ham i Bundesligaen i sidste sæson:
– For et år siden var han den bedste spiller i Bundesligaen. Fra den første dag kunne alle se, at han ville blive en virkelig god spiller. Da jeg hørte Liverpool tog ham tænkte jeg: “Godt valg”.
Liverpool møder onsdag aften Bournemouth i Capital One Cuppen, og Jürgen Klopp håber at få den brasilianske offensivspiller i aktion:
– Han har været skadet, men når han spiller er han stærk og hurtig. Han er en vigtig spiller og jeg håber han kan spille i aften.
Firmino spillede 140 kampe for Hoffenheim med 48 mål til følge. Det er indtil videre blevet til ni kampe for Liverpool uden scoringer.