Liverpools tyske manager Jürgen Klopp holder angiveligt et vågent øje med FC Kölns målmand, Timo Horn. Det melder tyske Bild.
Merseyside-klubbens belgiske førstevalg i buret, Simon Mignolet, har åbenbart ikke imponeret sin nytilkomne manager. Ihvertfald melder tyske Bild, at Klopp har set sig lun på den 22-årige Timo Horn, som han kender fra sin tid i tysk fodbold.
Den tyske målmand er et resultat af Kölns ungdomssystem, og han fik sit gennembrud på førsteholdet for den vesttyske klub for tre år siden.
Horn har samtidig været en medvirkende faktor til, at FC Köln i skrivende stund kan findes på Bundesligaens 7. plads. I seneste spillerunde blev det ovenikøbet til en flot 2-1-sejr ude mod Bayer Leverkusen.
Den talentfulde målmand har angiveligt en frikøbsklausul på 9 mio. euro. Et beløb, der ikke synes at afskrække de røde fra Liverpool.