Den tidligere Barcelona-præsident Joan Laporta er ifølge Goal.com overbevist om at Lionel Messi kommer til at blive i klubben hele sin karriere, mens Neymars fremtid er mere usikker.
Argentineren er blevet rygtet til Premier League i de seneste uger, mens han har siddet ude med en knæskade, men Laporta mener ikke at Messi overvejer et skifte:
– Messi kommer aldrig til at forlade Barca. Han er en del af klubbens hjerte. Jeg modtog mange forespørgsler på ham, da jeg var præsident. Specielt fra Inter Milan, der var villige til at betale hans frikøbsklausul, men jeg afslog.
Læs også: Barcelona-præsident nedtoner Messi-rygter
Holdkammeraten Neymar er også blevet rygtet til forskellige klubber – heriblandt Manchester United, og et skifte hertil er ikke noget den tidligere Barca-præsident vil afvise:
– Med Neymar er det anderledes. Klubbens økonomiske situation er ikke god, og den nuværende præsident er nødt til at balancere regnskabet ved at sælge spillere. Og den bedste løsning er at sælge en god spiller.
Læs også: Velanset journalist: Messi er åben over for skifte til Premier League
Joan Laporta var præsident i FC Barcelona i perioden 2003-2010.