Når Manchester United onsdag aften tørner sammen med CSKA Moskva i Champions League, er det med Sergio Romero og Antonio Valencia i truppen.
Louis van Gaal har givet en status på skaderne forud for Champions Leauge-opgøret i Rusland onsdag aften, og hollænderen har meldt Sergio Romero og Antonio Valencia kampklar, efter at de begge missede weekendes storsejr over Everton.
Til gengæld tæller kamptruppen ikke navne som Luke Shaw, Paddy McNair, Ashley Young og James Wilson. Det bekræfter Manchester United-manageren over for klubbens egen hjemmeside:
– Vi har den samme mængde af skader, så Luke Shaw, Paddy McNair og Ashley Young er ikke med. James Wilson var lidt syg, så han rejser ikke med os.
Gruppe B i Champions League, som foruden Manchester United også indeholder Wolfsburg, PSV og CSKA Moskva, er særdeles tæt. Efter anden runde har samtlige fire hold således tre point.