Mike Jensen: Jeg vil være klar til at spille for Brøndby igen

Mike Jensen: Jeg vil være klar til at spille for Brøndby igen

830
0
DEL

Brøndby-drengen er klar til at vende tilbage til Brøndby når tiden er til det. 

I weekenden vandt Mike Jensen sit første norske mesterskab med sin klub Rosenborg, efter en fremragende sæson, hvor danskeren også er blevet nomineret til sæsonens bedste spiller.

I sommer udtalte Mike Jensen, at han gerne vil tilbage til Brøndby, når han engang er blevet en topspiller. Drømmen om comeback er der endnu, og spilleren selv føler da også, at han er blevet bedre. Direkte adspurgt af Tipsbladet, om hvorvidt han er en topspiller, svarer Mike Jensen:

– Det er svært at svare på. Spørg Thomas Frank, om jeg er en topspiller. Ej, det siger jeg selvfølgelig lidt i sjov. Jeg vil være klar til at spille for Brøndby igen, og jeg tror også på, at jeg kan gøre en forskel på holdet, siger Mike Jensen til Tipsbladet.

Selvom drømmen for Mike Jensen er at komme tilbage til Brøndby, så er tidspunktet ikke det rette endnu.

– Nu så jeg highlights af Brøndbys kamp søndag, og man skal være varsom med at konkludere for meget, men Brøndbys midtbane så god ud. Kahlenberg styrede midtbanen, og ham den nye, de har fået, ser god ud (Rudolph Austin, red.). Phiri er også en god spiller, og de har en god træner. Det er en klub, der er på rette vej, men det er nok også lidt for tidligt at vende tilbage nu her.

Mike Jensen understreger, at han og familien trives godt i Norge, og han derfor ikke har travlt med, at skulle skifte klub.

– Det er ikke sådan, at der ikke er interesse, men Rosenborg er virkelig et sted, hvor jeg er glad for at være, og hvor min familie og jeg trives. Jeg forlængede min aftale i vinter, fordi jeg nyder at være her og sagtens kan se mig selv spille her i flere år, udtaler danskeren.

Mike Jensen kom til Rosenborg tilbage i 2013 på en fri transfer.

INGEN KOMMENTARER