Riccardo Montolivo er ikke overrasket over hans imponerende statistik, som gør ham til Serie A’s mest boldvindende midtbanespiller.
De fleste Serie A-seere vil formentlig pege på de teknisk raffinerede egenskaber, når de skal bedømme, hvor Riccardo Montolivo er stærkest, men den boldsikre midtbanespiller kan meget mere end det.
Montolivo har således sat sig tungt på titlen som den spiller med flest bolderobringer i Serie A hidtil i sæsonen, men det overrasker ikke hovedpersonen selv, der i øvrigt er rigtig tilfreds med holdets seneste sejr ude over Lazio.
– Jeg arbejder altid hårdt. Jeg er glad for min præstation, og holdet gjorde det rigtig godt. Vi må bringe den attitude og mentalitet ind i alle kampe. Hvis vi vinder de næste tre kampe i træk, står middagen på min regning, siger Montolivo ifølge Football-Italia.
– Det overrasker mig ikke, selvom det formentlig vil overraske nogle. Folk bedømmer disse ting ud fra følelser uden at kigge på de objektive data. Jeg har altid arbejdet på mine svagheder. Jeg har forsøgt at udvikle mit defensive arbejde, lige siden jeg var i Fiorentina under Prandelli, forklarer Milan-stjernen.
Riccardo Montolivo kom til AC Milan i sommeren 2012 fra Fiorentina.