Den unge angriber og den aldrende målmand kan i aftenens Champions League-opgør mod Borussia Mönchengladbach skrive sig ind i Juventus’ historiebøger.
I aftenens Champions League-opgør mod Borussia Mönchengladbach kan ‘Bianconeri’ ikke kun sikre sig deres 3. sejr i træk i dette års udgave af turneringen, Alvaro Morata og Gianluigi Buffon har også mulighed for at slå Alessandro Del Perios rekorder i Juventus-trøjen.
Inden aftenens opgør har Morata fundet netmaskerne i de seneste 5 europæiske kampe, heriblandt begge semifinaleopgør i sidste års udgave af Champions League imod sin tidligere klub Real Madrid. Denne rekord har han hidtil delt med Juventus-legenden, Del Piero, der opnåede samme bedrift i 95/96-udgaven af turneringen.
Med et mål i aften slår den unge, spanske angriber Del Pieros imponerende Champions-League-rekord for den ‘Den Gamle Dame’.
I den anden ende af banen, kan Gigi Buffon slå Del Pieros rekord for flest spillede minutter for Torino-klubben. På trods af at den nuværende Juventus-kaptajn ‘kun’ har spillet 535 kampe for Bianconeri, sammenlignet med Del Pieros 705 kampe, skal Buffon kun spille 73 minutter i aftenens opgør for at blive den spiller, som har spillet flest minutter for sidste sæsons Champions League-finalister.
‘Pinturicchio’ (Alessandro Del Piero, red.) nåede i sin tid i klubben at spille 48.867 minutter i officielle kampe, men denne rekord bliver med al sandsynlighed slået i aften af den 37-årige Gianluigi Buffon.