Mourinho: Kigger ikke efter klubber – klubber kigger efter mig

Mourinho: Kigger ikke efter klubber – klubber kigger efter mig

728
0
DEL

José Mourinho afslører, at der er klubber, som kigger efter ham, men portugiseren fastslår samtidig, at han ikke selv kigger efter nogen. 

Der har været spekuleret i mangt og meget, siden José Mourinho i december fik sparket af Chelsea-ejeren Roman Abramovic. Et spørgsmål, der har optaget mange, er, hvor The Special One mon ender henne.

Med det stigende pres på Louis van Gaal i Manchester United og med Manchester Citys kapring af Pep Guardiola efter sæsonen virker det næsten uundgåeligt, at ledelsen i United må foretage sig noget drastisk.

Flere har allerede meldt Mourinho som afløser, men det forventes først at ske efter sæsonen.

Nu siger hovedpersonen selv, at han ikke er på jagt efter klubber, men at han er bekendt med interessen fra klubber.

– Min næste klub? Det ved jeg virkelig ikke, men én ting står klart: Jeg elsker fodbold, og jeg vil vende tilbage med den samme passion og ambition, som jeg altid har haft, siger Mourinho til La Stampa og fortsætter:

– Lige nu har jeg respekt for enhver træner i enhver klub. Jeg leder ikke efter en klub, men der er klubber, som kigger efter mig.

I den seneste tid er Mourinho blevet sat i forbindelse med hans tidligere klub i Italien, Inter, men han afviser at være på vej der til.

– Der er én ting, jeg ønsker at præcisere: Jeg vil ikke lede tingene derovre (i Italien, red.) i næste sæson. Inter har allerede et projekt, som tilhører Roberto Mancini og Erick Thohir.

– Deres idéer har min fulde støtte, og jeg håber, at deres planer bliver en succes. Jeg ønsker at se Inter-fans smile igen, og derfor ønsker jeg også at være vidne til en sejr i morgen.

INGEN KOMMENTARER