Napoli-træner forventer svær kamp mod FC Midtjylland

Napoli-træner forventer svær kamp mod FC Midtjylland

655
0
DEL

Maurizio Sarri, som overtog det napolitanske trænersæde denne sommer, tager ikke let på dagens Europa League-opgør mod de danske mestre fra Heden, hvor han forudser en vanskelig affære mod et stærkt hjemmehold.

Når det italienske storhold, SSC Napoli, i aften gæster MCH Arena er det med selvtilliden i orden. Napolitanerne har nemlig, ligesom midtjyderne, vundet deres 2 hidtidige opgør i Europa League. Ligeledes blev det til en flot hjemmesejr over topholdet, Fiorentina, i weekenden.

På trods af deres nuværende form og indiskutable favoritrolle, ser Sarri ikke Midtjylland-kampen som en ‘walk over’. Dette understregede han på gårsdagens pressemøde.

– Vi skal møde de danske mestre, som i øjeblikket fører deres liga, ligesom de også slog Legia Warszawa, og de har kun tabt én af deres seneste 20 hjemmekampe.

– De har fem eller seks unge, danske landsholdsspillere, som er meget talentfulde. Det er et fysisk og dynamisk hold, der er meget farlige på dødboldsituationer, fortalte Sarri ydermere på pressemødet.

Med en sejr i aften kan ‘Partenopei’ (Napoli, red.) næsten sikre sig videre avancement, og det samme gør sig naturligvis gældende for ulvene fra Heden, hvis de formår at slå de formstærke italienere.

Tager de napolitanske storfavoritter alle tre point med hjem til Stadio San Paolo eller overrasker midtjyderne endnu en gang på den europæiske scene?

Kampen kan følges direkte på Canal 9 med kampstart kl. 21.05.

INGEN KOMMENTARER