Fabricio Coloccini har fået medhold i hans og klubbens ankesag over det røde kort, han modtog i kampen mod Sunderland i weekenden. Newcastle-midtstopperen får altså dermed ikke karantæne.
Newcastles Fabricio Coloccini vil ikke sidde over med karantæne, som det røde kort, han fik i Tyne-Wear-derbyet, normalvis ville give ham.
Således bekræfter det engelske fodboldforbund i en offentlige erklæring, at det røde kort til den argentinske forsvarsdirigent i weekenden mod Sunderland var givet fejlagtigt.
– En uafhængig, regulerende kommission er kommet frem til, at kampdommeren har begået en klar fejl i at udvise en Newcastle-forsvarsspiller for at have frataget en oplagt scoringsmulighed, lyder erklæringen fra FA.
Det engelske fodboldforbund fastholder dog sigtelsen for Newcastles manglende evne til at kontrollere deres spillere under kampen, og den nordengelske klub skal reagere på sigtelsen inden d. 30. oktober, hvis de vil erklære sig uenige.