Don Ø’s nye bog ‘Exit Parken’ afslører, at den verdenskendte diktator Muammar Gaddafi ønskede at opkøbe fodboldklubben F.C. København og selskabet bag, Parken Sport & Entertainment.
Den nu tidligere bestyrelsesformand i F.C. København, Flemming Østergaard, som i folkemunde går under tilnavnet ‘Don Ø’, afslører i en ny bog kaldet ‘Exit Parken’, at den afdøde diktator Muammar Gaddafi, der hærgerede og regerede i Libyen, var interesseret i at købe sig ind i selskabet bag F.C. København, Parken Sport & Entertainment.
Faktisk startede Gaddafis interesse i den danske hovedstadsklub lidt efter årtusindskiftet, da han ønskede at sende sønnen Al-Saadi Gaddafi til FCK. Flemming Østergaard affejede dog hurtigt tilbuddet, men det viste sig ikke at være sidste gang, at københavnerne skulle høre fra den frygtede diktator.
Således tog en schweizisk advokat på vegne af Gaddafi kontakt til F.C. København-ledelsen i 2006. Advokaten fortalte, at hans klient ville opkøbe hele selskabet og fodboldklubben, men han nævnte ikke Gaddafis navn.
Derfor måtte Don Ø selv finde ud af, hvem denne rigmand var, og han sendte derfor sin egen advokat til Schweiz for at undersøge sagen.
– Det er oberst Gaddafi, som står bag tilbuddet, kunne advokat Henrik Nørkær fortælle til Don Ø.
– Okay, svarede FCK-formanden, så kan du godt fortælle dem, at vi stopper her. Det har ingen interesse. Tag bare hjem igen, står der ifølge Ekstra Bladet i bogen ‘Exit Parken’.
Muammar Gaddafi regerede i Libyen i perioden 1969-2011. I 2011 smuldrede magten mellem hænderne for ham, og i oktober samme år døde han af kvæstelser efter at være blevet holdt til fange.