Det er ikke mere end et døgn siden, det blev bekræftet, at Joe Gomez formentlig er ude resten af sæsonen efter en grim knæskade. Ligeså uheldig har Danny Ings tilsyneladende været.
Liverpool-lazarettet vokser med hastige skridt. Christian Benteke er fortsat ude, mens holdets kaptajn Jordan Hendersons skade er blevet forlænget. Onsdag kom det så frem, at Merseyside-klubben må se bort fra unge Joe Gomez resten af sæsonen, og nu er den så gal igen.
Således beretter avisen The Telegraph om, at også Danny Ings står til at være ude resten af sæsonen, efter han har pådraget sig samme type skade som holdkammeraten Joe Gomez.
Den tidligere Burnley-bomber pådrog sig skaden i onsdagens træning, som var den første af slagsen under Jürgen Klopp.
Liverpools klubhjemmeside har endnu ikke meldt noget ud omkring skaden, da de ikke kender omfanget af den endnu, men The Telegraph mener altså at vide, at det står slemt til, og at Ings’ sæson meget vel kan være slut.