Officielt: Agüero stopper karrieren

Officielt: Agüero stopper karrieren

104
0
DEL
Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Den argentinske angriber, Sergio Agüero, har i dag meddelt, at han stopper karrieren som følge af hjerteproblemer.

I slutningen af oktober måned måtte Sergio Agüero udgå i 1-1-kampen mod Alaves, da han følte problemer med vejrtrækningen.

Efterfølgende lød det, at argentineren ville holde tre måneders pause for at gennemgå diverse undersøgelser.

I dag var det så besluttet, at Agüero ville holde pressemøde om sin fremtid, og det var desværre ikke positivt nyt.

Den 33-årige angriber har besluttet sig for at indstille karrieren, fortalte han på et pressemøde på Camp Nou, hvor klubpræsident Joan Laporta også var til stede.

Det samme var hans tidligere manager i Manchester City, Pep Guardiola, samt flere af Barcas spillere.

“Jeg har besluttet mig for at stoppe med at spille fodbold. Det er et meget hårdt øjeblik, men jeg er glad for at have taget beslutningen. Mit helbred er det vigtigste,” fortalte Sergio Agüero tydeligt berørt på pressemødet.

Agüero skiftede til FC Barcelona fra Manchester City i sommer på en fri transfer, men han nåede blot at spille fem kampe og score et enkelt mål. Målet blev scoret mod ærkerivalerne Real Madrid i 1-2-nederlaget.

I Manchester City formåede han at score 260 mål og levere 73 assists i 390 kampe i perioden 2011 til 2021.

Det gør ham til klubbens mest scorende spiller samt den mest scorende udenlandske spiller i Premier Leagues historie.

Han har også rekorden for flest hattricks i Premier Leagues historie med sine 12 af slagsen.

Agüeros karriere begyndte i hjemlandet for Independiente, inden Atletico Madrid købte ham i 2006, hvor han også opnåede stor succes.

For Atletico spillede han 230 kampe, scorede 100 mål og leverede 45 assists.

På CV’et har Sergio Agüero også stående, at han var med til at vinde fem engelske mesterskaber, én FA Cup-titel, seks engelske ligacup-trofæer samt Europa League-trofæet. Med landsholdet Argentina vandt han OL i 2008 samt Copa America-trofæet i år.

INGEN KOMMENTARER