Hobro og Esbjerg er blevet enige om en aftale, der omgående sender Jonas Dal til kystbyen.
Mandag aften kom det frem, at Hobro IK havde sendt Jonas Dal på ferie, som de selv formulerede det. Det var dog en offentlig hemmelighed, at bestyrelsen i Hobro følte sig fortørnede over, at Jonas Dal umiddelbart efter nederlaget i Telia Parken søndag aften valgte at ytre offentligt, at han helst gerne ville skifte til Esbjerg med det samme og ikke først efter sæsonen.
Nu er det blevet bekræftet, at begge klubber er nået til enighed, og at Jonas Dal med øjeblikkelig virkning bliver ny cheftræner i Esbjerg, og det er til store glæde i fiskerbyens klubledelse.
– Vi er glade for, at det er lykkedes os at finde en løsning med Hobro, der gør det muligt for Jonas Dal at tiltræde med det samme. Jeg er overbevist om, at vi hurtigt får glæde af hans engagerede og entusiastiske måde at gribe trænergerningen an på, siger administrerende direktør Søren Poulsen i en pressemeddelelse.
Dermed står Hobro nu uden fast cheftræner, hvilket betyder, at Lars Justesen i samarbejde med det øvrige trænerteam omkring holdet har fået til opgave at løfte ansvaret frem til vinter, hvor ledelsen så i mellemtiden vil sondere markedet og forsøge at finde en mere permanent og langsigtet løsning.