Her til aften holdt det danske fodboldlandshold det sidste pressemøde før den livsvigtige play-off kamp i Sverige i morgen aften. Her lagde Morten Olsen endegyldigt fast, at Michael Krohn-Dehli ikke er kommet sig over en hælskade, og han er i stedet blevet hjemme i København.
Michael Krohn-Dehli har hele denne uge ikke været i stand til at træne med landsholdet. Det er der nu blevet taget en konsekvens af, og derfor er Sevilla-spilleren blevet hjemme i Danmark, det afslørede landstræneren her til aften.
– Vi kan fortælle, at Michael Krohn-Dehli desværre ikke når at blive klar til kampen i morgen. Vi har derfor efterladt ham hjemme i København. Ellers er alle andre klar til kampen i morgen, fortæller Morten Olsen.
Det vides endnu ikke, hvem der skal overtage Krohn-Dehlis plads i startopstillingen, men meget kunne tyde på, at det bliver Thomas Kahlenberg, der skal erstatte den lille tekniske spiller.