Manchester United tager i morgen imod Manchester City på Old Trafford. Wayne Rooney mener, at man skal holde særligt øje med storspillende Raheem Sterling.
Manchester United er i år godt med i toppen af Premier League fra start, hvor de lige nu blot ligger to point efter Manchester City. De to giganter støder i morgen sammen på Old Trafford, og her opfordrer hjemmeholdets anfører hans defensive holdkammerater om at holde et vågent øje med udeholdets Raheem Sterling.
Han siger således til United Review:
– De spillere, de har hentet, har kostet mere end 100 millioner pund i form af de Bruyne og Sterling, og det er nogle fantastiske, unge spillere, og vi skal have lukket ned for den trussel og udnytte, når de begår fejl, siger Rooney og uddyber:
– Sterling er en fantastisk spiller og samtidig en god fyr, men han er også stadig ung og har meget at lære. Det gode ved ham er, at han ønsker at lære. Han er startet virkelig godt i City, men forhåbentlig kan vi lukke ned for ham i kampen og ende som vinder.
Anføreren understreger, at de går efter en sejr, men med et nederlag er mesterskabskampen stadig helt åben.
– En sejr er vores vigtigste prioritet, men man kan ikke sige, at det hold, som vinder, også ender med at vinde Premier League. Hvis vi spiller, som vi ved, vi kan, kan vi uden tvivl hente de tre point, siger Rooney til slut.