Simon Kjær takker svensk kæreste for at have født før playoff-brag

Simon Kjær takker svensk kæreste for at have født før playoff-brag

1061
0
DEL

Simon Kjær takker sin svenske kæreste Eline for at føde før tid, så han med ro i sindet kunne drage til Helsingør for at forberede sig sammen med resten af truppen til de to kommende gyserkampe mod Sverige. 

Panikken spredte sig som en steppebrand i landsholdslejren, da det blev tirsdag, og Simon Kjær stadig ikke var dukket op i landsholdslejren.

Den danske midtstopper blev nemlig far til sit andet barn mandag aften, da kæresten Eline, der i øvrigt har svensk pas, fødte.

Onsdag kunne Kjær så støde til landsholdet, og det takker den blonde forsvarsspiller fruen for.

– Der er ingen tvivl om, at det at blive far er noget helt specielt og noget, jeg ikke vil gå glip af for noget. Så det var meget vigtigt, at de to ting kunne skilles ad. Jeg havde en dejlig dag i går (tirsdag, red.) med min søn og ham den lille ny og min kæreste, hvor vi kunne få lidt ro på og komme hjem og komme ind i faste rammer. Det var vigtigt. Der går selvfølgelig nogle tanker hjemad lige nu, og det bliver der selvfølgelig ved med, men nu er det fodbold, fortæller Kjær ifølge BT.

Oprindeligt var Eline først sat til at skulle føde efter playoff-kampene, men den lille dreng kunne tilsyneladende ikke vente med at komme ud og opleve verden.

– Der er sket lidt. Det kom til at gå lidt hurtigere, end vi havde regnet med. Hun havde stille og roligt mærket noget den seneste uges tid, og så tog vi ind mandag morgen for at få et overblik over det hele, og der var det så småt i gang. Så det kunne i princippet ikke være bedre. Der kan jeg i hvert fald sige mange tak til hende for at hjælpe til.

INGEN KOMMENTARER