Ståle: Hobro har forbedret sig

Ståle: Hobro har forbedret sig

1021
0
DEL

Ståle Solbakken fortæller forud for søndagens kamp mellem sidste sæsons sølvvindere fra FC København og bundproppen Hobro, at det meget vel kan blive en gentagelse af deres seneste møde.

Den 20. september sad FCK-fansene og bed negle helt frem til det 84. minut, hvor det til sidst lykkedes for Andreas Cornelius at banke bolden ind bag en storspillende Jesper Rask i Hobro-målet.

Slutresultatet blev 1-0 til favoritterne fra København og søndagens opgør mod de altid hårdt-fightende nordjyder kan risikere at blive en kamp i samme stil mener FCK-træner Ståle Solbakken ifølge klubbens hjemmeside:

– Det kan meget vel blive det samme kampbillede igen. Selv om Hobro ligger sidst i tabellen, er de spillemæssigt blevet bedre og bedre, efterhånden som spillere som Park og Kirkevold er kommet ind på holdet. Siden vi mødtes har de spillet to Alka Superliga-kampe, og først måtte de nøjes med 2-2 mod Esbjerg på grund af straffesparket i overtiden, og ugen efter var de også uheldige med at tabe 1-2 i Randers, som først scorede fem minutter før tid.

I midtugen tabte Hobro til 1. divisionsklubben FC Roskilde efter straffesparkskonkurrence i DBU Pokalen, men dette skal der nok ikke lægges for meget i, da Hobro stillede med et yderst reservespækket mandskab.

FCK – HIK spilles søndag klokken 18:00 i Telia Parken.

INGEN KOMMENTARER