Det var et stemningsfyldt stadion, der tog i mod spillerne klokken lidt i 16, da Viborg tørnede sammen med Brøndby i dag. Stemningen og intensiteten var på kogepunktet, og vi på Sambabold.dk var så heldige at overværge stemningen på tætteste hånd.
Nervøsiteten hos Brøndby spillerne kunne mærkes i de første par minutter. Viborg satte sig hurtigt på spillet, og det kunne man også mærke på tribunerne, hvor hjemmeholdet havde en kolossal opbakning, præcis ligesom Brøndby igen i dag havde det. Der gik et sus gennem hele stadion, da Jonas Kamper efter små ti minutters spil bankede bolden op på overliggeren.
Jo længere halvlegen skred frem, desto mere højtlydt begyndte de medrejsende Brøndby fans også at blive. Drengene fra Vestegnen lød det pragtfuldt fra tribunerne, mens de blå-gule spillere inde på banen faktisk også begyndte at vise tænder.
Spillerne kunne i halvlegen gå til pause med et 0-0 resultat på tavlen, og det virkede egentlig som om, at begge hold var okay tilfredse med det. På tribunerne var stemningen dog en smule anderledes. Viborg fansene sukkede og rystede lidt på hovedet.
I anden halvleg steg intensiteten atter, og Brøndby kæmpede sig længere ind i kampen. Det gjorde de så godt, at Riza Durmisi efter 50 minutters spil placerede et frispark på stolpen og dernæst for fødderne af Magnus Ericsson, der kunne bringe gæsterne i front.
Så blev der stille på det meste af Energi Viborg Arena, bortset fra nede i den ene ende, hvor Brøndby fansene gik helt amok. Der blev tændt røgbomber, og der blev også fyret et enkelt romerlys af for at fejre, at de blå-gule nu havde taget teten på kampen.
Viborg kunne ikke svare igen, og Brøndby gjorde kampen mere og mere fysisk til stor ærgrelse for de mange fremmødte Viborg tilhængere. Efter 80 minutter udgjorde Riza Durmisi igen en forskel, da han overspurtede Jonas Kamper og lagde bolden til rette for indskiftet Johan Elmander, der kunne afgøre kampen til Brøndbys fordel. Stemningen fortsatte hos Brøndby fansene, og så var den kamp ligesom lukket. Det hele endte med 2-0 til gæsterne og skuffelsen var ikke til at tage fejl af både fra Viborg-spillerne og fansene.