Den schweiziske Juventus-spiller, der her ses i aktion mod Real Madrid, understregede i den grad sin tilbagevenden til fodboldbanen, da han sørgede for en udligning i Juventus’ svære udebanekamp mod Borussia Mönchengladbach.
I slutningen af september måned, i Juventus’ 1-1 kamp mod Frosinone, blev Stephan Lichtsteiner udskiftet i pausen da han følte besvær ved at trække vejret. Han mødte op til træning mandagen efter, men klubbens læger forlangte yderligere undersøgelser, hvorfor Lichtsteiner ikke var med, da Juventus slog Sevilla 2-0 i Champions League.
Undersøgelserne viste imidlertid, at den schweiziske landsholdsback led af såkaldt hjerteflimmer, hvorfor han altså ikke var i stand til at trække vejret normalt. Dette skulle der en mindre operation i hjertet til at rode bod på. Straks efter operationen stod det klart, at Lichtsteiner ville stå på skadeslisten i en måneds tid.
I forbindelse med Juventus’ træning op til gårsdagens Champions League opgør mod Mönchengladbach, var Lichtsteiner klar til på ny at tage aktiv del i holdets træning. De færreste havde dog regnet med, at den rutinerede højreback ville være i stand til at komme på banen i Mönchengladbach. At han derfor startede på banen kom som en overraskelse for mange.
Ukrudt forgår ikke så let og det samme gælder vist Stephan Lichtsteiner, uden anden sammenligning i øvrigt. Højrebacken var på banen fra kampens start og endte med at spille alle kampens 90 minutter. Hvis dette ikke skulle være imponerende nok i sig selv, så kom Lichtsteiner også på måltavlen da han, kort før halvleg, udlignede Mönchengladbachs 1-0 føring. Udligningen skulle vise sig at blive kampens sidste mål, hvorfor mandskabet fra Torino kunne rejse hjem med et enkelt point i rygsækken. Et point, der ikke sikrede det italienske mandskab avancement i turneringen. Meget skal dog gå galt, hvis ikke Juventus skal gå videre i turneringen. De indtager en øjeblikkelig 2. plads i gruppe D med 8 point, hvilket er 1 point mindre end Manchester City på 1. pladsen og 5 point mindre end Sevilla på 3. pladsen.