Svenskere: Olsen var godt og vel færdig som landstræner

Svenskere: Olsen var godt og vel færdig som landstræner

928
0
DEL

De svenske aviser har i dag peget på, hvem der var gode for Danmark, og hvem der var knapt så gode. De mener blandt andet, at Morten Olsen ville være færdig som landstræner, hvis kampen stoppede efter 80 minutter.

De svenske aviser er naturligvis tilfredse med svensk sejr i gårsdagens arvefjendeopgør imod Danmark. Aviserne revser Nicklas Bendtner og Christian Eriksen, mens Yussuf Poulsen og Kasper Schmeichel var afgørende faktorer for, at nederlaget ikke blev større.

Fodboldkronikør Mattias Larsson, som skriver for Kvällposten, har i dag påpeget, at Morten Olsen før udligningen var så godt som færdig på det danske landshold:

– Morten Olsen er 66 år gammel, og han har sagt, at han stopper efter EM – eller så snart muligheden ikke er der. Og efter 80 minutter på Friends Arena lørdag 14. november var han fem fod under jorden, skriver Mattias Larsson i dagens udgave af avisen og fortsætter:

– En svensk taktisk triumf og det håb for svensk fodbold, der hedder Emil til fornavn og Forsberg til efternavn – samt den lange fra Rosengård (Zlatan, red.) – gjorde, at det Olsenske landstrænerhjerte blev holdt i gang med respirator, lyder det overlegent fra kronikøren.

Svenskerne peger på Kasper Schmeichel som danskernes redning i går, mens der dog ikke er den store frygt for tirsdagens returopgør i PARKEN.

– Nu har Sverige så meget at tabe i Parken tirsdag, og det bliver et syngende rød-hvidt hav. Dem, der ved, hvordan det plejer at være på de store landskampsaftener i Parken, de føler ubehag, skrives der.

Avisen mener, at Sverige burde have været så godt som sikker på en EM-plads nu, men som i gruppespillet fejlede de lige til sidst.

– Nu venter en mindst lige så svær udekamp som dem i Wien og Moskva. Havde Sverige vundet 2-0, havde vi kunnet rulle ned til København, ind i Parken og have parkeret bussen. Nu er det helt anderledes, skriver avisen yderligere.

– Starter Danmark ikke med Yussuf Poulsen, så er det en tjenestemandsfejl. Og spørgsmålet er, om Nicklas Bendtner kan spille en lige så svag kamp, og Eriksen endnu en gang kan være så langt fra sit max. Jeg har svært ved at tro det, fastslår avisen til slut.

Danmark skal blot bruge en 1-0-sejr over Sverige i Telia Parken for at komme med til sommerens EM i Frankrig.

INGEN KOMMENTARER