Tidligere AGF-træner tæt på udlandet

Tidligere AGF-træner tæt på udlandet

977
0
DEL

Den tidligere AGF-cheftræner Jesper Fredberg bekræfter, at han har fået henvendelser uden for landets grænser, og at han håber på, at en af klubbernes ambitioner matcher hans egne.

Jesper Fredbergs træner-CV kunne måske umiddelbart synes at have fået nogle ridser i lakken, efter AGF med ham i spidsen i forrige sæson måtte en tur ned og vende i 1. division som følge af et skrækkeligt forår.

Men den talentfulde træner har ikke desto mindre fået henvendelser fra en række udenlandske klubber. Det bekræfter Jesper Fredberg selv.

– Jeg kan bekræfte, at der har været flere henvendelser fra udlandet, som jeg har og p.t. er i dialog med, fortæller Jesper Fredberg ifølge People In Sport og fortsætter:

– Det vigtigste for mig er, at man kan fornemme, at klubbens ambitioner svarer til mine egne – gerne at der er en langsigtet plan, der gerne må omfatte at opbygge og udvikle egne talenter og skabe resultater, som jeg har stor erfaring med fra mine ansættelser i Brøndby og AGF.

34-årige Jesper Fredberg har senest bestredet posten som talentchef i AGF, men valgte i januar måned at gå af, fordi han ikke var helt bekvem ved at have erstattet størstedelen af tiden på træningsbanen med skrivebordet.

INGEN KOMMENTARER