MTG-koncernen, der ejer TV3+, TV3 SPORT 1 og TV3 SPORT 2 samt Viaplay, har netop erhvervet sig rettighederne til at vise italiensk og spansk topfodbold i den igangværende og de følgende to sæsoner.
TV3 sikrede sig for blot en uge siden rettighederne til at vise Premier League-fodbold og med nyheden om, at også Serie A og La Liga i fremtiden skal ses på deres kanaler, sidder de efterhånden tungt på Europas topfodbold.
Ifølge tv3sport.dk udtaler MTG Danmarks administrerende direktør Kim Poder, at rettighederne gør dem til Danmarks førende sportsbroadcaster:
– Vi er selvsagt stolte over, at vi nu kan føje yderligere en massiv mængde af topfodbold til vores i forvejen store rettighedsportefølje. På vores kanaler og på Viaplay har vi nu adgang til det bedste fra Danmark og fra Champions League samt uge efter uge til Messi, Ronaldo, Pogba, Rooney, Aguero, Ibrahimovic og alle de andre verdensstjerner fra England, Spanien, Italien og Frankrig. Med købet af de seneste rettigheder og alt vores øvrige topsport som NFL, Formel 1, Champions League-håndbold og meget meget mere, manifesterer vi os som Danmarks førende sportsbroadcaster. Vi har ganske simpelt masser af topsport, og vi vil nu nøje overveje, hvordan vi præcist vil udnytte La Liga- og Serie A-rettighederne i Danmark, herunder om der skal sælges dele af rettighederne.
Nyerhvervelsen giver MTG-koncernen rettigheder til at vise kampe fra følgende ligaer:
– Champions League
– Alka Superliga (1., 3., 4., 6. valg i hver runde)
– BET25 liga og alle kampe fra DBU Pokalen
– Premier League
– La Liga
– Serie A
– Ligue 1
– Tysk pokal, samt diverse øvrige landskampe og europæiske kvalifikationskampe