United rejser sig på Goodison Park: Rooneys første udebanemål i 11 måneder

United rejser sig på Goodison Park: Rooneys første udebanemål i 11 måneder

750
0
DEL

Manchester United sejrede rejste sig på Goodison Park og fik de samme målcifre, som Arsenal slog dem med før landsholdspausen. 0-3 til ‘De Røde Djævle’.

Det var et særdeles veloplagt Everton-hold, der ville bruge klublegenden Howard Kendalls tragiske død lørdag morgen som motivationsfaktor for at gå ud og levere en god præstation mod gæsterne fra Manchester United.

Kampen startede da også fornuftigt ud for hjemmeholdet, men langsomt fik ‘De Røde Djævle’ det spillemæssige overtag, og Everton havde meget svært ved at bryde gennem United-defensiven.

18 minutter inde i opgøret får udeholdet så hul på bylden. Efter et kort sparket hjørnespark fra Mata op på landsmanden Herrera fik den spanske kreatør bolden tilbage på fødderne og sendte et indlæg ind i et propfyldt Everton-felt. Bolden blev kun halv clearet, og efter tumult i boksen fik Chris Smalling snittet bolden videre til Morgan Schneiderlin, der havde fundet rum ved bagerste stolpe. Franskmanden sparkede resolut bolden i mål og kunne sammen med holdkammeraterne fejre 0-1-føringen.

Dommeren lod fordelen gælde, da Martial blev tacklet hårdt bagfra. Rojo fortsatte sit løb med bolden på venstreflanken og satte et præcist indlæg ind mod en fremstormende Ander Herrera, der uden yderligere besvær kunne stange bolden i netmaskerne til stillingen 0-2.

Herefter kommer Merseyside-klubben lidt længere frem på banen, men har svært ved at skabe de store chancer, og efter en rum tid ender bolden tilbage på Manchester Untited-fødder, og udeholdet kørte rundt med Everton, som i lange perioder slet ikke kunne få fat på bolden og løb mange forgæves meter.

Få minutter før pausen fik Wayne Rooney bolden sendt afsted bag et højtstående Everton-forsvar, og et splitsekund senere stod han i en lidt skarp vinkel alene med hjemmeholdets målmand Tim Howard, men det var tydeligvis en selvtillidsramt United-anfører, der i stedet for at sparke selv som i de gode dage valgte at lægge bolden på tværs til Anthony Martial, der dog fik sit skud blokeret.

Everton-manager Roberto Martinez så ingen anden udvej end at foretage en udskiftning i pausen, og det gik udover Steven Naismith, som heller ikke havde sat mange fødder korrekt i første halvleg. Ind kom i stedet Lukakus angrebsmakker Koné, mens Manchester Uniteds Mata også blev taget ud og erstattet med akademitalentet Jesse Lingard.

10 minutter inde i anden halvleg kommer Lukaku frem til en stor chance. David de Gea får reddet kastanjerne ud af ilden med en fodparade på den store belgiers afslutning.

Everton har fortsat efterfølgende fået kampen til at blive lagt over på deres præmisser med hårdt fysisk spil og masser aggressive løb for boldholder.

En time inde i kampen får Gareth Barry snittet bolden med ryggen til mål efter en standardsituation, men Manchester Uniteds redningsmand David de Gea er igen opmærksom og får pareret det lumske forsøg.

Efter en fatal opspilsfejl af Jagielka får Schneiderlin bolden lige i fødderne, og franskmanden sender bolden videre op til Herrera, der spiller den ind til Wayne Rooney, der resolut afslutter, som man kender ham fra gamle dage. Første mål i byen Liverpool i mere end otte år. Ligeledes hans første scoring på udebane i 11 måneder. Ikke overraskende en meget lettet United-anfører, der så bolden gå i mål.

Efter 0-3-målet går gassen lidt af ballonen for hjemmeholdet, som ser ud til at miste modet og troen på, at de kunne komme tilbage.

Michael Carrick kom ind med knap 20 minutter igen og erstatter en hårdtarbejdende Bastian Schweinsteiger, og ni minutter senere var det en særdeles velspillende Ander Herrera, der blev afløst af Fellaini på den offensive midtbaneposition, og de to United-indskiftere var med til at køre resultatet på 0-3 hjem.

INGEN KOMMENTARER