På overfladen ser alt ud til at gå som smurt for de danske mestre fra FC Midtjylland, men i kulissen krakelerer tingene, og folk fra klubbens trænerstab strømmer ud.
Et dansk mesterskab, en nuværende førerposition i Superligaen og en plads i Europa Leagues gruppespil er alle tre realiteter, man ikke kan pille ved, men i kulissen på Heden er en større eller mindre krise under opsejling.
Således stempler den tredje træner på blot fire måneder ud af FC Midtjyllands sportslige sektor. Der er denne gang tale om målmandstræner Henrik Ipsen, som har valgt at stoppe.
Forinden havde Lars Friis også valgt at forlade FC Midtjyllands trænerstab, efter Glen Riddersholm som bekendt trak sig som cheftræner for ‘Ulvene’.
Alle tre opsigelser har det tilfælles, at de går på samme grundlag. Både Glen Riddersholm, Lars Friis og Henrik Ipsen har forladt klubben efter utilfredshed med forvirrende og mangelfuld ledelse på den retning, klubben bevæger sig i.
Ifølge BT er folk i klubben trætte af sportsdirektør Claus Steinlein, som de mener arbejder for lidt og ikke kommer med klare signaler i forhold til retningsbestemmelser.
Udadtil brander klubben sig på at være en udviklingsklub med fokus på eget talentarbejde, men FC Midtjylland har gennem de seneste sæsoner investeret i kvalitet på førsteholdet gennem transfers og spillere udefra.