Manchester Uniteds manager Louis van Gaal afviser kritikken af holdets manglende underholdningsværdi i deres spil. Hollænderen mener, at de altid er underholdende.
Kritikken af spillet under Louis van Gaal har længe været på dagsordenen. Spillet er simpelthen for taktisk låst og mangler kreativitet, går kritikken på.
Kritikken ser dog ikke ud til at røre hollænderen synderlig meget.
– Jeg synes, at Manchester United altid er underholdende, men når jeg læser aviserne, ser jeg, at folk synes, det er kedeligt. I har et ordsprog i England, der lyder: “Sticks and stones can break my bones but names can never hurt me” (kæppe og sten kan brække mine ben, men ord kan ikke skade mig, red.), fortæller Louis van Gaal ifølge TalkSPORT.
Senest har Paul Scholes også været ude og revse Louis van Gaals spilfilosofi, som ifølge midtbanekoryfæet ikke tillader spillerne at tage chancer, men det tager Manchester United-manageren tilsyneladende heller ikke så tungt.
– Nu erklærer I jo jer bare enige med Paul Scholes’ udtalelse. Jeg er ikke enig i den. Jeg tager altid risici. Men jeg ønsker ikke at forsvare mig selv, da han er en legende, der har en masse resonans, forklarer Louis van Gaal og uddyber:
– Jeg tror, at når man er en legende som ham, så er man nødt til at snakke med manageren, hans ven Ryan Giggs eller Ed Woodward (sportsdirektøren i Manchester United, red.), men ikke fordi han skal betales af BBC eller Sky for at have noget at sige.
Louis van Gaals næste opgave er en svær udebanekamp på Selhurst Park mod Crystal Palace.