Osama Akharraz har indtil videre været en stor succes hos de grønblussede fra Domkirkebyen. I weekenden scorede den hurtige kantspiller hele to gange i arvefjendeopgøret mod FC Midtjylland. Nu er den traditionsrige klub klar til at forlænge kontrakten med Akharraz.
I sommerens transfervindue gav Osama Akharraz og Viborg hinanden håndtryk, da man besluttede at indgå en aftale, der løb frem til årets udgang. Siden da har Osama Akharraz præsteret rigtig godt i Viborg, og derfor er bundklubben i Superligaen klar til at forlænge aftalen med den offensive spiller.
– Han har nok præsteret på et højere niveau, end vi turde havde forventet. Så det har bare været rigtig positivt. Vi vil rigtig gerne se, om vi kan forlænge. Jeg tror på, at det kan blive et godt ægteskab. Vi er allerede i gang med at tale med ham om det, fortæller sportschef i Viborg, Ole Nielsen til Viborg Folkeblad.
– Han spiller en helt fantastisk god kamp for os i dag, og han har været et aktiv for os lige fra dag et af. Vi har også en fornemmelse af, at han er faldet rigtig godt til, og mærker at vi vil ham og har tillid til ham. Det blomstre han også ved, slår Ole Nielsen fast.