FC Barcelona har vundet to ud af de seneste tre La Liga-titler, ligesom de også har en fantastisk angrebstrio bestående af Luis Suárez, Neymar og Lionel Messi. På trods af dette er catalanerne igen blevet overset i forbindelse med kåringen af ‘Månedens spiller’ i La liga.
Prisen som ‘Månedens spiller’ er blevet uddelt 20 gange, men ikke én gang har en spiller fra Camp Nou vundet den. Heller ikke seneste gang på trods af at catalanerne fører La Liga med 27 point ud af 33 mulige.
Så tænker du sikkert, at listen af vindere er domineret af Real Madrid-spillere. Det er derimod ikke tilfældet. Kun to madrilenere er blevet hædret som månedens spiller. I november 2013 og maj 2015 fik Cristiano Ronaldo prisen, mens Karim Benzema gjorde sig fortjent til prisen i oktober 2014.
Atletico Madrids Diego Godin og Antoine Greizmann samt Celta Vigos Nolito har ligesom Ronaldo vundet prisen to gange. Det samme gælder den tidligere Arsenal-angriber, Carlos Vela, der i sin tid hos Real Sociedad har vundet prisen to gange.
Barcelona-spillernes hungren efter anerkendelse må vente endnu en måned, eftersom Eibars Borja Baston tog prisen for sidste måned. Dette gjorde han på baggrund af sine tre mål i tre kampe for Eibar. Det samme antal mål scorede Barcelonas uruguayanske angriber, Luis Suárez, mod netop Eibar. Barcelona-angriberen scorede yderligere to mål i samme måned.
Det virker altså rimelig bizart at verdens bedste fodboldspiller anno 2014, Lionel Messi, aldrig har vundet prisen. På trods af at han har scoret 74 mål over de seneste 3 La liga-sæsoner, kun overgået af Ronaldo med 87 mål.