Zlatan: Bliver en helt anden kamp i København

Zlatan: Bliver en helt anden kamp i København

514
0
DEL

Zlatan Ibrahimovic er tilfreds med sejren på 2-1 over Danmark, men han erkender blankt, at det bliver en helt anden type fodboldkamp i Parken tirsdag aften.

Lørdag aften slog Sverige som bekendt Danmark med 2-1 på Friends Arena i første af to playoff-brag, og det er naturligvis en sejr, der luner hos svenskernes største stjerne, Zlatan Ibrahimovic, der dog gerne havde set flere mål til de blågule.

– Vi vandt kampen, hvilket var det vigtigste. Vi lukkede et sent mål ind, hvilket giver dem en fordel, men hvis vi kan præstere som i dag, har vi gode chancer, fortæller Zlatan Ibrahimovic ifølge bold.dk.

– Vi kunne have scoret flere mål, men det formåede vi ikke. Nu kigger vi frem mod kampen på tirsdag. Det bliver endnu en ekstremt hård kamp, tilføjer han.

Zlatan erkender, at det bliver en anden type kamp, når svenskerne gæster Parken på tirsdag.

– Det bliver en helt anden kamp i København. Vi må bare forberede os på bedst mulig vis, og så må vi se, forklarer PSG-stjernen.

Noget overraskende valgte landstræner Erik Hamrén at udskifte Zlatan Ibrahimovic kort før tid, hvilket må siges at være et særdeles sjældent syn. Småhaltende traskede fodboldikonet ud fra banen, men han understreger, at der ikke er tale om en skade, men blot lidt træthed.

– Jeg var slidt og træt, svarede Zlatan smilende, da rapporteren spurgte ind til udskiftningen.

Zlatan og co. gæster Parken tirsdag aften klokken 20:45 i andet og afgørende playoff-brag.

INGEN KOMMENTARER