I en tid hvor FC Barcelona dominerede den internationale fodboldscene med offensive stjerner som Messi, Iniesta og Xavi, kan de bagerste gelleder hurtigt fortone sig i baggrunden. Men der skal gives anderkendelse, hvor den er fortjent. Carles Puyol var en af de mest inspirerende, frygtløse kaptajner, fodbolden har set.
Carles Puyol Saforcada blev født den 13. april 1978 i Catalonien, og han skulle gå hen og få 593 officielle kampe for FC Barcelona samt 100 for landsholdet, inden han indstillede karrieren i 2014. I løbet af disse kampe opnåede Puyol at vinde en kavalkade af titler, spille storslåede kampe, og ikke mindst fik han en række fantastiske oplevelser. I dette spillerportræt vil vi se tilbage på de største, og hvilke kvaliteter der gjorde Puyol så anerkendt i fodboldens verden.
Efter 89 kampe for Barcelonas b-hold kunne Carles Puyol den 2. oktober 1999 løbe ind på Camp Nou til sin første officielle kamp for Barcelonas a-hold. Selvom klubben ikke vandt det store i hans første år i førsteholdstruppen, skulle han gå hen og blive den kaptajn for Barcelona, der sejrrigt kunne løfte flest trofæer over hovedet. I alt blev det til 21 trofæer for Barcelona; de mest prominente var hans seks La Liga-titler og tre fra Champions League.
Det var således først i 2005, samme sæson hvor Puyol overtog anførerbindet fra den pensionerede Luis Enrique, at Puyol vandt sin første ligatitel – efterfulgt året efter i 2006 af klubbens andet Champions League trofæ i historien. Det var store titler, der indledte en æra, hvor mange titler skulle følge med Puyol som kaptajn.
Efter Puyol var med til at få Barcelona tilbage på rette kurs, var hans næste store bedrift at forsøge det samme med Spanien. Det spanske landshold, der mødte op til kampene om europamesterskabet i 2008, var vel vidende om, at de ikke havde skaffet en international titel de sidste 44 år. Puyol var med på holdet, da spanierne i finalen i Wien slog tyskerne 1-0, og euforien kunne bryde løs i Spaniens gader. På trods af sin catalanske baggrund er der ingen tvivl om, at Puyol gav alt for sit landshold og til fulde nød triumfen i europamesterskabet med sine landsmænd.
I 2009 lavede Guardiola sit indtog i Barcelonas førsteholdstrup som cheftræner og med ham fulgte den umiskendelige bodbesiddende ’Tiki-Taka’-stil. Dette førte til en dominerende form for fodbold med en høj bagkæde og aggressivt genpres. Puyol omstillede sig på fornemste vis til denne form for forsvar med bolden, og sammen med hjemvendte Pique dannede han den næste årrække et solidt stopperpar.
Barcelona leverede i 2009 sin hidtil mest succesrige sæson, hvori de hjemtog triplen, og Puyol selv spillede en hovedrolle i det altid elektriske rivalopgør mod Real Madrid. Her scorede han i 2-6-sejren, efter Xavi sparkede et frispark ude fra hjørneflaget. Puyol fik således fornøjelsen af at score i Spaniens største rivalopgør, El Clásico, og han fejrede det ved at storme ud mod sidelinjen, mens han kyssede anførerbindet med det catalanske Senyera-flag og skød sig ind i cataloniernes hjerter.
I 2010 gjaldt det atter det spanske landshold, der aldrig før havde vundet et verdensmesterskab. Spanien fortsatte dog sin dominans fra 2008 og vandt turneringen, efter de slog Holland i finalen i Johannesburg – ikke mindst efter et kraftfuldt hovedstødsmål af Puyol i semifinalen, der sendte dem videre til finalen frem for Tyskland.
Vi har i dette portræt set på flere store øjeblikke for Carles Puyol. Det er derfor kun passende at slutte af med den oplevelse, som Puyol selv så som hans største. Efter Barcelona i 2011 kunne løfte Champions League-trofæet for tredje gang på fem år, tilfaldt det Puyol æren, som kaptajnen på holdet, at være den første, der skulle løfte trofæet over hovedet. Hans holdkammerat, Éric Abidal, havde dog kæmpet sig tilbage på holdkortet efter at have lagt syg med kræft i leveren. Puyol var ikke i tvivl om, at Abidal skulle være den første til at løfte Champions League-trofæet, og han afleverede prompte anførerbindet til den tidligere kraftramte spiller og lod Abidal være den første til at løfte det prestigefyldte trofæ til verdens skue.
Disse fantastiske præstationer, som Puyol var en del af, er med til at fortælle historien om ham. De er dog kun en del af den. Ligeså vigtige er de små og trivielle momenter i kampene, han deltog i, hvor hans personlighed virkelig skinnede igennem. Som eksempelvis da han blev slået i ansigtet af udviste Ballesteros – for derefter at beskytte selve samme Ballesteros mod konfrontationen fra Puyols egne holdkammerater. Eller som hans ”no bullshit”-attitude da han tog en lighter, som Pique krympende gik med, efter Pique var blevet ramt af den fra tilskuerne og bare smed den ud af banen, for derefter at fortælle Pique, at han skulle komme videre. Han filmede aldrig eller spillede svinsk – og disse kvaliteter var nok i virkeligheden de bedste karaktertræk ved Puyol som fodboldspiller.
En udtalelse fra Pique om Puyol fanger på mange måder, hvilken karakter Puyol var på fodboldbanen: ”Jeg kan ikke forestille mig et Barcelona-mandskab uden ham. Han løfter mit spil. Jeg husker den dag, han kom tilbage fra sin skade. Midt i kampen sagde jeg: ’Puyi’ (Puyols kælenavn, red.), jeg har savnet dig så meget!’ Han bad mig holde min kæft og koncentrere mig i stedet. Han stopper aldrig. Engang da spillet var stoppet, fordi der var en på vej ud på en båre, råbte Puyol af mig. Jeg svarede med: ’Slap af, det står 4-0, og der er tre minutter tilbage.’ Puyol råbte: ’Og hvad så?! Fokusér! Jeg kender dig.’ Jeg døde af grin. Puyol sørger for, at du altid er på tæerne.”
Carles Puyol var en moderne kriger, en gladiator, der gav alt for sit hold – blod sved og tårer. Han mødte op til hver kamp med en enorm professionalisme som inkarnationen af fair play og respekt på en fodboldbane. Carles Puyol skal altid blive husket som en af de mest inspirerende, frygtløse kaptajner, fodbolden har set.
