Real Madrid – FC Barcelona: Det forbudte skifte – del 2/3: Luis...

Real Madrid – FC Barcelona: Det forbudte skifte – del 2/3: Luis Enrique

1621
0
DEL

Det næste skifte, vi vil tage et nærmere kig på, er en tidligere holdkammerat til Laudrup, der omvendt valgte at tage turen fra Madrid til Barcelona. Dette var han den eneste spiller, der har gjort siden 1975. Vi taler om ingen ringere end nuværende Barcelona-manager, Luis Enrique.

Mens Laudrup huskes mere eller mindre positivt i begge rivalers lejre, er sagen en anden, når det kommer til Luis Enrique, der i 1996 skiftede den hvide trøje ud med blaugrana. Spanieren brugte 5 år og spillede 213 kampe for Real Madrid, hvor han endda scorede og entusiastisk fejrede sit mål i 5-0 nedsablingen af Barcelona i 1995.

Alligevel var Enriques tid i Real Madrid langt fra udelukkende positiv, hvor han på trods af hans stigende værdi og vigtighed for Madrid-mandskabet sjældent fik chancen for at spille på sin foretrukne position i angrebet. Det vigtigste element for Luis Enriques utilfredshed var dog, at han ikke følte sig værdsat af Santiago Bernabéus folkemasser, der typisk var mere tiltrukket af de offensive stjernespillere omkring ham.

SPAIN SOCCER

Det var dog alligevel en overraskelse, da Enrique 12 måneder efter fejringen af sit mål mod Barcelona valgte på en fristransfer at skifte til catalanerne, hvor han ville tilbringe sine sidste 8 år som aktiv fodboldspiller. Det var et ”forræderi”, som madrilenerne har svært ved at glemme. Og som Luis Enrique har gjort meget lidt for at lade blive glemt.

Da transferen var faldet på plads, udtalte han således, at han var meget glad for skiftet og glædede sig til den nye æra. Selv så sent som i 2015 pustede han stadig til ilden: ”Det var ikke svært (at forlade Real Madrid, red), det var let”, kom det således prompte fra spanieren.

Det absolutte førstehåndsindtryk med Barcelonas nyudnævnte cheftræner, Bobby Robson, viste sig dog at være noget af en overraskelse for Luis Enrique, der var blevet hentet ind før udnævnelsen af den nye manager: ”Den første gang Robson gik ind i omklædningsrummet, så han på mig og Pizzi, derefter vendte han sig mod Mourinho (Robsons daværende assistenttræner, red), og sagde: ”Hvem er de? ”” – Begge var internationale stjernespillere.

SOCCER SPAIN

Bobby Robson lærte dog hurtigt Enrique og hans evner at kende, da han eksempelvis viste sit værd ved at score 5 mål i de 14 El Clásico-kampe, han var involveret i som Barcelona-spiller. Hans mål i 2-3 sejren på Santiago Bernabéu i 1997, husker Enrique som en af de største oplevelser i karrieren, og mens man kunne forvente en dæmpet fejring af målet mod sin tidligere klub, gjorde Enrique det nærmest modsatte og jublede vildt.

Det var således tydeliggjort, at han aldrig havde følt sig værdsat af publikummet i Madrid, og hans føringsmål mod madrilenerne var Enriques bedste måde at gøre gengæld. Han udtalte således efter kampen: ”Jeg er ligeglad med, hvad disse mennesker tænker. Jeg er stolt over at bære Barcelonas trøje og score et mål på Bernabéu. ”

Efter den første mistro fra Barcelonas fanskare havde lagt sig, blev Luis Enrique hurtigt en absolut publikumsfavorit. Luis Enrique følte sig værdsat i Barcelona, og der er ingen tvivl om, at han har fundet sig bedst til rette i Catalonien: ”Jeg ser mig selv på stickers og i fjernsynet, og jeg føler mig mærkelig, når det er i hvidt. Jeg synes blå og rød passer mig meget bedre”

Luis Enrique gik hen og fik 300 kampe for catalanerne og cementerede sit navn og tilhørsforhold til klubben, før han i 2004 sluttede sin aktive karriere som kaptajn for FC Barcelona. Hans skifte fra Madrid til Catalonien har selv den dag i dag stor betydning i rivaliseringen de to spanske giganter imellem. Hver gang Luis Enrique som manager kan forlade Santiago Bernabéus græstæppe med en sejr, gnider han yderligere salt i såret på samtlige madridistas, der er pinefuldt velvidende om, at Enrique en gang i fjern fortid har kunnet trække deres smukke, hvide trøje over hovedet.

Luis Enrique, Rafael Benitez

INGEN KOMMENTARER