Der er ikke mange spillere, der deler vandene som Barcelonas Sergio Busquets. Nogle husker ham stadig fra situationen med hans ’peek a boo’, da Inters’ Thiago Motta blev udvist og sendt retur til omklædningsrummet i Champions League-semifinalen anno 2010. Andre husker ham for hans brillante overblik og utroligt pasningssikre boldomgang, som man er vidner til i næsten hver kamp, han deltager i.
Men hvem er Sergio Busquets virkelig? Og ikke mindst: Hvilken betydning har han haft – og stadig har – for dette århundredes hidtil mest dominerende fodboldhold? Alt dette vil der blive set nærmere på i denne artikel om Barcelonas nummer 5 – Sergio Busquets.
For det blotte øje virker 27-årige Sergio Busquets fra Barcelonas talentfabrik, La Masia-akademiet, ikke videre spektakulær. Han står oftest ikke for de vanvittige assist og scorer ikke mange mål. For til en begyndelse blot at simplificere hans betydning, så er hans rolle netop omvendt at give pladsen og diktere tempoet og bevægelserne, der muliggør at medspillere så succesfuldt kan assistere og score målene.
Ovenstående skal dog ikke forstås, som om Busquets ikke byder ind med noget i offensiven. Han er en spiller, der mere eller mindre har betydning over hele banen, når han spiller sin vante rolle i hjertet på Barcelonas midtbane. Vi vil her gennemgå samtlige af de faser, hvor Busquets betydning for kollektivet kommer til udtryk.
Barcelona er et offensivt hold med mange spillere fremme og en bagkæde, der står højt på banen. Mister holdet bolden, og får modspillerne spillet sig ud af genpresset, er der derfor typisk en halv motorvej, som Barcelonas defensiv skal lukke ned for. Man finder dog ikke mange spillere, der er bedre til dette end Busquets. Han har en fantastisk evne til altid at positionere sig selv perfekt og intelligent forudse, hvor på banen modstanderen typisk vil lave deres løb. Af samme årsag er Busquets ikke altid i toppen af samtlige defensive statistikker som tacklinger og opsnappede bolde – netop fordi han er eminent til at lave de rigtige løb på en bane, få modstanderens tempo ned og lukke af for angrebene indtil holdet kommer på plads.
Når Barcelona omvendt har boldbesiddelse, er Busquets enestående til at sikre, at holdet beholder denne. Gennemgående har Barcelona i nyere tid praktiseret at forsvare sig ved at holde på bolden, og man finder ikke mange spillere, der passer bedre til dette end Busquets, der procentvis er en af de spillere med absolut flest succesfulde afleveringer. Kritikere vil hævde, at Busquets mange succesfulde afleveringer mere eller mindre kommer sig af, at han har nemme forhold på midten, hvor han kan spille bolden til siden eller bagud, men der er ikke mange defensive spillere, der udsættes for så markant et pres, som Busquets gør. Når Barcelona spiller bolden op, er det typisk med backs fungerende som kanter, mens midterstopperne trækker ud til sidelinjen og dermed er med til at isolere Busquets mere end en typisk midtbanespiller. Under Luis Enriques styre i klubben er den offensive trio i Messi, Neymar og Suarez endda blevet rykket længere frem, som kun tilføjer til den førnævnte isolation. Busquets er derfor umiddelbart i en position, hvor han ofte rigtig nemt kan sættes under et enormt pres, som langt de fleste spillere vil miste bolden under. Sergio Busquets formår dog på utrolig vis at bibeholde sit høje antal succesfulde afleveringer og dermed skabe en sikkerhed, hvor hans holdkammerater altid ved, at de sikkert kan aflevere bolden hen til ham.
En anden hjørnesten i Barcelonas spil er den fart, hvormed afleveringerne bliver sendt rundt, som blot gør Busquets høje afleveringsprocent endnu mere imponerende. Som før skrevet befinder Busquets sig i hjertet på Barcelonas fodboldhold, hvor han i høj grad er med til at oprette samt diktere tempoet og ligeledes som vendepunktet på Barcelonaholdet sende offensive afleveringer frem. Med sine enestående førstegangsberøringer muliggør Busquets, at transaktionen fra de bagerste kæder til de forreste sker i et skrækindjagende tempo, når først muligheden byder sig, og modstanderen et kort øjeblik er ude af balance. For mere skal der ikke til, før spillet er vendt fra de bagerste kæder til de forreste. Det var dette faktum, der fik vores egen Michael Laudrup til at udtale, at ”de flytter bolden så hurtigt, at når du kommer derhen, er bolden allerede væk”.
Overodnet set så giver Sergio Busquets utrolig meget unikt til Barcelonaholdet. Han stopper ikke bare modstanderen med sin perfekte positionering, men – når holdet er i boldbesiddelse – flytter og bevæger han som en verdensklasse dirigent sit eget hold flydende rundt på banen som en samlet mekanisme. Det er detaljer, der kan være svære at få øje på, når man sidder afslappet og nyder en fodboldkamp, mens det i virkeligheden i høj grad er de selv samme detaljer, der muliggør at Barcelonas ustoppelige offensiv stråler. Så unikke færdigheder, at det fik skubbet Yaya Touré af holdkortet, og tvang Javier Mascherano ned i forsvaret, da han ankom til klubben.
Det kan derfor med rette undre, at Sergio Busquets ikke oftere er med på listerne, når der skal uddeles priser. En del af det bunder naturligvis i hans lidt mere usynlige rolle på banen, en rolle der dog er flere, der efterhånden har fået øjnene op for; en anden i hans ydmyge person: ”Jeg ønsker ikke at folk taler om mig, for gode eller dårlige grunde. Jeg laver ikke mange interviews, jeg har ikke Twitter. Jeg lever ikke for berømmelse. ”
Hvor utroligt det end lyder, så synes Busquets derfor stadig efter flere år på absolut topplan – med konstant spilletid på flere af verdens største scener, hvor han udfører fodboldske mirakler og teknikaliteter af en anden verden – at være dømt til at være fodboldens oversete geni.